For de ældste billedbogslæsere og alle andre fra 6 år der holder af en klassisk fortælling i en ny og spændende indpakning.
Billedbogen er den tyske forfatter og multikunstners tolkning af en hindufabel der er blevet gendigtet mange gange. Bedst kendt er den amerikanske digter John Godfrey Saxes digt The blind men and the elephant. Det er en advarsel om, hvordan sanserne kan bedrage os og føre til alvorlige misforståelser, især når kun dele af en helhed bliver undersøgt, og resultaterne ikke bliver koordineret. De fem blinde videnskabsmænd nyder solen, da den pludselig forsvinder. Alle undersøger de hvad der har kastet skygge, og hver af dem fremsætter sin teori, men da cirkusdirektøren kommer for at lede efter sin elefant, ved de ikke, at de forskellige dele de har rørt ved tilsammen er en elefant. Bogen er illustreret af Christoph Mett, der endnu er ukendt her i landet. Han er et særdeles spændende og nyskabende talent, hvilket fremgår af hans hjemmeside www.mettador.com. Han har illustreret i en stil der på en gang minder om de gamle billedark kendt som Neuruppiner og om tegneserier, hvor jeg bl.a. ser citater fra Tintin.
Bogen minder med sit afsæt i en klassisk fortælling om nogle af de nyere billedbøger med bearbejdelser af Kiplings Just so stories, der ligeledes forsøger på at forklare verdens sammenhæng i form af en fabel.
En filosofisk kommentar til hvordan megen ufred kunne undgås, hvis man undlod at strides om detaljer der er taget ud af deres sammenhæng.