Sangen om sengen

På en scene med et monstrum af en ægteseng som eneste dekorationselement gennemspilles en række af de typiske Rifbjerg-problematikker: generationsmodsætningerne, de midaldrendes besvær med »atfinde ud af det«, dødsangsten. I Rifbjergs dramatik altså omtrent et tilbagegreb til Voks (1968) hvad temaer angår, men nu i en mere behersket orkestrering, en mere intim stil, og her altså tætterepå Udviklinger (1965), en slags (sove)kammerspil kan man sige. Her er kun 6 personer, Ægtemanden og Hustruen er i centrum, deres forældre blander sig som både levende og døde i meget behændigetidsskift i handlingen, mens Sønnen som repræsentant for den yngste generation vender ryggen til sengen, hvori ellers alle i stykkets slutning logisk er endt. Stykket er ikke »stor«Rifbjerg-dramatik, men det er uhyre professionelt lavet, med pludselige ladede situationer i den ellers letløbende og sine steder meget vittige dialog. Altså alt i alt hvad mange sikkert vil kaldeen typisk tekst fra de senere årsRifbjerg. Og det betyder i biblioteksmæssig forstand, at de mindre biblioteker udmærket kan forsvare at springe over denne gang, ikke mindst dramatikkens stadigalt for svage status som læsestof i publikums bevidsthed taget i betragtning.

Læs hele vurderingen