Bogen handler om magtens mekanismer. Den er et glimrende indlæg mod den positivistiske tilgang til magtbegrebet, som bl.a. kommer til udtryk i hele Magtudredningsarbejdet, hvor magten ses som forankret i fast definerede punkter. Forfatteren påviser, hvordan magtmekanismerne i det moderne netværkssamfund fungerer. Bogen bygger på en konstruktivistisk videnskabsteori, og Foucaults magtbegreb og diskursteorien gennemgås og illustreres på forbilledligvis gennem den aktuelle case, der er valgt, nemlig Øresundsregionsprojektet. Han illustrerer gennem et hav af eksempler, hvordan diskurser, defineret som en kommunikativ praksis, der skaber mening og handling, er med til at sætte scenen. Hvordan "vækst og udvikling" bliver til en diskurs, der er med til at skabe den arena, hvorfra scenen sættes, og hvordan hele Øresundsregionen som projekt bliver iscenesat ud fra den sandhed. Der er mange interessante statements om magtens væsen og dermed samfundsstyringen. Den formidler svært teoretisk stof, om end ikke lettilgængeligt, så dog på en måde, der vil bevirke, at den vil blive anvendt indenfor ledelsesuddannelse, såvel på de videregående uddannelser som indenfor diverse efteruddannelsesforløb.