Kan anvendes på linje med HL's øvrige bøger og andre skildringer om beat-generationen samt som alternativ guide til L.A.
Et rigtig godt langessay om Los Angeles. HL har besøgt og opholdt sig i byen talrige gange, og han har et indgående kendskab til ikke mindst de alternative sider af den internationale medie-, musik-, film- og celebrityby: de lurvede moteller, barerne, og især de freeways, der gennemskærer byen overalt fra bjergene mod havet. Sunset Boulevard, en af L.A.'s centrale hovedårer, er HL's udgangspunkt for den lange storby-odysse. HL skriver hjemmevant i sin velkendte gonzo-stil, der primært formidler forfatterens indre stemninger med de ydre omgivelser, han møder, langt fra de traditionelle seværdigheder. Bogen er et stykke dokumentarisk fiktion og skal læses som sådan, for læseren bringes med rundt til steder, der samtidig referer til den mytologi, forfattere, mediefolk og begivenheder, der kendetegner byen.
HL har udgivet en række bøger om moderne kultur- og mediefænomener. Inden for amerikansk kultur er det Pussyland og rejseguiden Los Angeles - non stop. Også Lars Movin beskæftiger sig i Beat og Captain Beefheart med den (vest)amerikanske beatkultur. Også Borbergs America er relevant.
Levende og personligt rejseessay om "Englenes by" af den drevne L.A.-kender, der i vant gonzo-stil kombinerer et længere ophold i byen med afstikkere til personer, steder og historier og samtidig skriver byens mytologi ind over egne refleksioner.