"Det er den konventionelle rockformular af bas, trommer og guitar, som først lige skal støves af, før Lower kan uddrive deres dæmoner. Men når den traditionelle konstellation alligevel aldrig virker forudsigelig, så er det, fordi Lower hele tiden sørger for at holde slutningerne åbne. Ofte starter numrene med piskende guitarkaskader, der bærer løfte om forløsning, men i stedet bare holder op og afvikler sig selv på et eller andet tidspunkt. Som sanger rabler Toubro lidt sløset og afkoblet rundt oven på musikkens øvrige elementer, så det selv på de mest gennemarbejdede numre stadig lyder, som om han svedende står og improviserer sin charmerende valbyengelske klagesang, når han karter rastløst og irritabelt omkring, som om han ikke kan finde ud af at være i sin egen krop. Det handler i det hele taget mere om momentvise stemninger og energiudladninger end afrundede fortællinger. Som om de fire knægte med spændte kæbemuskler og blottede adamsæbler har spillet sig hele vejenigennempunken og nu er kommet ud på den anden side til et sted, hvor de ikke længere har brug for den".