Bogen er en historie om piger på børnehjemmet på Jægerspris Slot anno 1922, fortællerstemmen er 14-årige Klara, og modtagegruppen kan sagtens både være gode læsere fra 14 år af historiske pigebøger, samt ældre læsere, der kender beretningens baggrund og normer. Børn skal holde af fortællinger om hårde levevilkår i historiske kulisser med en optimistisk slutning.
Forfatteren har skrevet noveller og redigeret antologier for børn og unge med fokus på sociale problemer. Dette er hendes første roman, og centrum er Klara. På hendes afdeling på børnehjemmet bor 17 piger i alle aldre, og vi får gennem fortællingen et levende billede af hverdagen, som den udspandt sig i 1922 på et hjem for piger, som skulle uddannes til at blive tjenestepiger. Det var dét, man kunne blive med den baggrund. Klara vil hellere læse romaner end lære at rubbe neglene med husarbejde, og det var jo utilgiveligt. Der viser sig dog en vej hen over de sociale grænser, og Klara har udsigt til at blive en mønsterbryder. Fortællingen om pigernes liv og de forskellige skæbner flyder ubesværet, de voksne figurer har flest nuancer og virker meget troværdige, børnene repræsenterer mest typer, men hele persongalleriet fungerer fint.
Klara læser selv Bertha Holst: Bitten, så den kobling er indlysende.
Bogen er spændende læsning for pigebogs-fans, men vil også kunne fornøje ældre læsere.