Film / nonfiktion til børn

Shanes verden. 2


Beskrivelse


Shane er legeopfinder og samler på skrammel, sjove ting og sager, som han bruger til at illustrere sine dejlige historier.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 15. dec. 2009

af

af

Ulrich Breuning

d. 15. dec. 2009

"Hej-hej! Find din yndlingssiddepude frem og kom herhen og sæt dig. Skynd dig, for vi skal hilse på min ven Shane og høre historien om ...". Således indleder fortælleren Nicholas Bro på venlig vis alle afsnit af DR's prisbelønnede børneserie Shanes verden, 2007. Og vupti er der skabt den fortrolige atmosfære, der signalerer fjernsyn for dig, som ikke er så gammel endda! Shanes fortællinger er da også beregnet for de små øjne og ører fra 4 år, men historierne er så originale, finurlige og livskloge, at voksne sagtens kan lytte med og såmænd også få noget til tanken.

Shane er legeopfinder og samler på skrammel, sjove ting og sager, som han bruger til at illustrere sine dejlige historier om for eksempel Ingeborg, der havde så meget ubrugt kærlighed, at hendes hjerte var ved at briste! Eller om Pølse Pia, der var født som en knaldrød strømpe, men endte med at deltage i Miss Pølseskindskonkurrence i Herning! Eller om rumskibet, som én gang om året flyver ud med stjernepudsenauterne, der skal sørge for at stjernerne blinker til os.

Det er nærliggende at sammenligne Shanes verden med Jørgen Clevins klippe-klistre-udsendelser i fjernsynets barndom. Men Shane Brox har meget mere i godteposen end fantasifuld fingerfærdighed. Serien er nemlig samtidig suveræn storytelling på højde med for eksempel Kim Fupz Aakesons Sallies historier.

Det er sjældent at opleve en børneudsendelse, der minder én om, at man faktisk bor i H.C. Andersens fædreland. Shanes verden kan ikke anbefales højt nok.