Film / fiktion / westerns

Sheriffen og pebermøen


Beskrivelse


Rooster Cogburn afsættes i 1880 som sherif på grund af sin egenrådighed, men får endnu en opgave. Han skal finde skurken Hawks, der har stjålet en vognladning nitroglycerin, og med på den farlige jagt kommer missionærdatteren Eula Goodnight, hvis far Hawks har dræbt.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 7. okt. 2013

af

af

Frans Rasmussen

d. 7. okt. 2013

Med de to Hollywood-ikoner John Wayne og Katharine Hepburn i hovedrollerne er denne sene western en fryd for øjet for alle beundrere af stor skuespilkunst. Fra 15 år.

Rooster Cogburn afsættes som sherif efter at han i 64 tilfælde har været lidt for hurtig og skudt mistænkte. Selv om han må aflevere sit skilt, beder dommer Parker ham om at tage sig af endnu en sag. Banditten Hawks har røvet en vognladning nitroglycerin til brug ved kommende røverier. Undervejs har han skudt en missionær, og dennes datter Eula Goodnight tager trods Roosters protest med ham og hjælperen, indianerdrengen Wolf, på den farlige jagt på forbryderen gennem skove, floder og klipper. Instruktøren Stuart Millar har mest lavet tv-serier, men mestrer her den klassiske western.

Med sin historie om en farlig rejse og kamp mod onde skurke har filmen mange paralleller til klassikeren African queen, der også bæres af samspillet mellem de to hovedpersoner. Bogarts ensomme Charlie er her erstattet med den mere selvsikre og imødekommende John Waynes Marshall Rooster Cogburn, en figur han viderefører fra klassikeren True grit, 1969, hans eneste Oscar-belønnede rolle. Sheriffen og pebermøen, som filmen lanceredes med i Danmark, blev det første møde på film mellem Wayne og Katharine Hepburn, begge 69 år.

Selv om det ikke er en stor film, er den underholdende og fuld af charme. Den bæres af flotte naturbilleder og fyrig replikkunst mellem de to modsætninger, der kæmper sammen og lærer at respektere hinanden.