Myldre- og gå på opdagelse-billedbog fra ca. 4 år.
Her er så Rasmus Klump som myldrebilledbog. Gennem 11 1/2 dobbeltopslag følger vi Klump og hans venner Pingo, Pelle, Pilskadden og Gøjen i deres jagt på Skæg, som de vil overrække et vigtigt brev. Den lille historie giver anledning til, at vores venner bevæger sig gennem det ene særdeles myldrende opslag efter det andet. Vi oplever tableauer både i by og på land og ser undervejs både tog, flyvemaskiner, et tivoli og meget mere. Undervejs får vi en række opgaver, hvor vi skal finde ting og figurer. På sidste opslag får vi i tilgift et par ekstra opgaver. Løsningerne findes på små gengivelser af illustrationerne bagest i bogen. Det er Henrik Rehr, der har tegnet Rasmus Klump-billederne, og han rammer fint og vellykket den kendte stil, der her skal fungere anderledes end de gængse illustrationer i den lille tegneseries forholdsvis enkle billeder.
I modsætning til en række andre gå-på-opdagelse-billedbøger til dette alders-niveau udmærker denne sig ved at have endog særdeles myldrende billeder, hvor man kan bruge rigtig lang tid på at gå på opdagelse.
Alt i alt en særdeles vellykket gå-på-opdagelse-billedbog med de kendte og elskede figurer. Illustrationerne er fulde af liv og sjove detaljer, som man kan bruge lang tid til at gå på opdagelse i.