Denne bog præsenterer en manual til et læseprogram til danskundervisningen i 1. klasse, hvor læsningen organiseres så alle elever bliver sikre og hurtige læsere. Bogen har relevans for grundskolens dansklærere i indskolingen samt på læreruddannelsen i danskundervisningen.
Bogen er delt i to dele. Første del er den teoretiske del, der baseret på forskning og viden forklarer baggrunden for læseprogrammet. Anden del er en vejledning i brug af læseprogrammet i praksis. Til læseprogrammet finde forskellige kopisider, som kan hentes via nettet.
Bogen er et ualmindeligt godt program for dansklærere til at lykkes med at gøre eleverne til sikre, rutinerede læsere med lyst og mod til næste fase i læsningens verden. Det er en velkomponeret bog, som er let at gå til og overføre til egen undervisningspraksis.
Der er meget fokus på læseindlæring i den pædagogiske verden. Der udgives derfor også en del om emnet og der kommer hele tiden ny viden til. Vil man læse mere, er titlen Flydende læsning i praksis et godt supplement.