Alle krimilæsere og nydere af velskrevne historier vil være rigtigt godt underholdt. Kan også med fornøjelse læses af ikke-krimilæsere.
Forfatteren John Banvilles anden bog på dansk under pseudonymet Benjamin Black og igen med patologen Quirke i hovedrollen i en kompleks handling, der foregår i 1950'ernes Dublin. Hans komplicerede familieforhold afdækkes yderligere i forhold til den første bog Christine Falls, og i skikkelse af den længe afviste datter Phoebe indgår familien i plottet. En ung kvinde findes død, og den retskafne Quirke involverer sig i opklaringen af sagen, der udvides med mange facetter og moralske dilemmaer om bl.a. tidens seksualmoral. Det største indtryk gør den melankolske og sorte tone samt de stemningsfyldte ordbilleder den velskrevne tekst danner for læseren. Jeg nød den ved for mig usædvanlig langsom læsning.
Kronologisk fortsættelse af Christine Falls og kan læses uafhængig af denne, men fuld fornøjelse opnås i rækkefølge. Chandler og Philip Kerr brugte jeg til sammenligning ved bind 1, og det rammer fortsat i nogen grad, men det rækker ikke helt. Black er i en klasse for sig.
Ualmindeligt velskrevet og stemningsmættet krimi, der bryder genren og appellerer til en bredere læsegruppe, med et plot i mange facetter og med interessante hovedpersoner og atmosfærefyldte miljøbeskrivelser - og samtidig spændende.