Sind, 1903, er måske Jakob Knudsens mest helstøbte værk. Heri forener han nemlig en sagaagtig enkelhed i fortællingen fra Limfjordsegnene i slutningen af forrige århundrede med en dyb indsigt i menneskets psyke. Det "sind", der er tale om, definerer han selv: "i særlig, jydsk Betydning = Heftighed, hastigt Sind; ogsaa: egensindig Vilje." Anders Hjarmsted har dette sind fra sin far, en retfærdighedssans og en oplevelse af egen renhed i en snavset verden, og han stræber kompromisløst efter ret, uanset prisen og uden menneskelighed. Beretningen ruller konsekvent mod det uundgåelige: Anders begår selvtægt; han hævner sig og udrydder, inden han selv dræbes, nogle af de urene i et dobbeltdrab, som Jakob Knudsen ikke tager afstand fra. Og deri ligger så den moralske diskussion, man som læser må føre med forfatteren, den udfordring, der sammen med de kunstneriske kvaliteter er med til at gøre værket stadigt relevant. Stilistisk set er den beherskede men karakteriserende brug af dialekt flot. Værket og dets diskussion fortolkes og placeres i sine sammenhænge i Esther Kielbergs udmærkede efterord. Noter forklarer dialektord m.v.