Bøger / skønlitteratur til børn / noveller

Sindssygt langt ude københavnske godnathistorier. Bind 1


Beskrivelse


Korte historier der giver nye, fantastiske forklaringer på stednavne, bygninger m.m. i København.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 10. okt. 2001

af

af

Birgit Hald

d. 10. okt. 2001

Efter to romaner for voksne har B.B.-J. nu skrevet en række korte historier for børn og barnlige sjæle. De vil fungere bedst som familieoplæsning hvor børn fra 5/6 år vil kunne følge med i de fantastiske historier med udgangspunkt i københavnske lokaliteter og historiske begivenheder. Bogens layout er lækkert, og historierne er rigt illustreret af B.B.-J. selv i en streg der minder lidt om Rune T. Kiddes og fint rammer tekstens humoristiske og let satiriske tone. Forfatteren taler direkte til læseren (mest til et lyttende barn) i et absolut nutidigt sprog og en som-du-jo-nok-ved-stil med sjove anakronismer. Historierne giver ret alternative og fantasifulde forklaringer på københavnske stednavne, bygningsværker m.m. F.eks. ved man efter læsning af samlingen hvorfor Jarmers Plads, Trekroner, Rahbeks Allé og Jorcks Passage (ikke) hedder som de gør, og man har fået kendskab til en mere spektakulær historisk baggrund for bl.a. Bellahøj Badet, Rosenborg Slot og gasbeholderen i Hvidovre. Godnathistorierne kan sagtens læses hele dagen, men læst lige før sengetid vil de give stof til fantastiske drømme. I enkelte af historierne er pointen lidt tynd, men som helhed er samlingen underholdende og som det klart fremgår af titlen, temmelig langt ude.


Bibliotekernes vurdering

d. 10. okt. 2001

af

af

Poul Wibbert Esberg (skole)

d. 10. okt. 2001

Tyve rablende eventyr er der i bogen. De er enten knyttet til københavnske lokaliteter, hændelser eller historiske personer, men kan sagtens læses uden forkundskaber. Typisk er historien bag en af byens seværdigheder blandet op med absolut uhistoriske kendsgerninger og derefter tilsat en herlig mangel på logik til trods for påstanden om det modsatte. Desuden er der krydret med en frodig fantasi og kærlighed til København. Derfor ved man nu, at Jorcks Passage blev til som følge af pralerier mellem to kæmper, og at svenskernes storm i Stormgade også inkluderede en cyklonstorm. Eller at den lyseblå gasbeholder i Hvidovre blev bygget, fordi Chr. d. 9. pruttede så umanerligt meget. Eller hvorfor der er skulpturer af Nilen og Tiberen ved Søerne. Sproget leger fornøjeligt med ord og vendinger, og der bliver såmænd også plads til små hib til fx byplanlæggere, støjforurening og svenskere. Forfatteren har selv begået de underholdende og skøre s/h tegninger gennem bogen, så den samlet fremstår som en fornøjelig humørspreder. Det er ikke kun som godnathistorie for de 10-12-årige. Den kan sagtens læses op i dagslys for samme aldersgruppe eller ældre - når smilebåndet trænger til at blive rørt.


Politiken

d. 9. nov. 2001

af

af

Henrik Vesterberg

d. 9. nov. 2001