Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Sirius : fortælling


Beskrivelse


Den 12-årige Sirius bor på den lille ø Erto. Han kommer via drømme i kontakt med den jævnaldrende pige Sirinaii, og han beslutter at bygge en flåde og sejle ud for at finde hende.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. feb. 2010

af

af

Vera Hollerup

d. 16. feb. 2010

Bogen henvender sig til unge fra 12 år. Den kan læses af både piger og drenge, men den vil nok mest appellere til piger på grund af den lidt følelsesladede stil.

Forfatteren har tidligere fået udgivet 3 letlæsningsbøger. Herværende bog handler om den 12-årige Sirius. Han bor på en lille ø sammen med sin mor og søskende. Sirius har ofte mareridt om det skræmmende dybhavsfolk. Men disse mareridt er ophørt, og han er nu begyndt at drømmetale med en pige ved navn Sirinaii, som bor langt fra hans ø. Han beslutter at opsøge hende og bygger en flåde. Den ældre Saki, der er øens Husker, giver ham anvisninger på, hvordan han skal finde frem til pigen. Rejsen strækker sig over mange dage, og det lykkes Sirius at finde Sirinaii og tage hende med tilbage til sin hjemø. Bogen foregår i et lidt tidsubestemt univers på diverse småøer, der efter alt at dømme må ligge i Stillehavet, vi hører om kokospalmer og små katamaraner. Bogen er skrevet i et godt sprog med mange replikker og indre monologer. Sproget kan godt virke lidt omstændeligt og sprogtonen lidt korrekt gammeldags. Der er ikke ret meget egentlig handling og drama. Bogen er sat med store læsevenlige typer. Forsiden er nydelig og viser hvordan kyst, hav og stjernehimmel går ud i et. Forsiden er nok for "kunstnerisk" til at fange unges opmærksomhed.

Jeg kan ikke umiddelbart mindes lignende bøger.

En speciel men interessant roman for børn, der udspilles i usædvanlige omgivelser. En beslutsom og følsom dreng udlever så at sige sine drømme.