Tomas Thøfner (f. 1970) har aldrig holdt sig tilbage for at tage store filosofiske spørgsmål op til behandling i sin poesi. Flere af hans tidligere digtsamlinger tematiserer forholdet mellem virkelighed og sprog, og denne nye samling, der består af 46 titelløse tekster, er refleksioner over identitet og over forholdet mellem krop og sjæl. TT henter "klassiske" eksempler i filosofi, religion og naturvidenskab, men inddrager også helt dagligdags erfaringer. Teksterne prætenderer ikke at finde den endegyldige definition eller forståelse. Der er tale om tilnærmelser og forsøg: "at sanse hvad der foregår i bevidsthedens hakkende og glidende strømme/ ane billeder stemninger og kropsfornemmelser høre sætninger og hvirvlende spor af/ sprog at mærke opmærksomhedens tomme hvide rum-". Denne bestræbelse afspejles konkret i digtenes glidende og strømmende forløb ned over siderne og i de hyppige tomme rum mellem sætningerne. Samlingen er et originalt og personligt bevis på at det er muligt at tænke og filosofere med lyrikken uden at ende i den rene abstraktion. Lignende poetiske forsøg på at gå i dialog med filosofien og videnskaben finder man for tiden også hos Niels Lyngsø og Morten Søndergaard. Med sidstnævnte har TT udgivet Hypoteser for to stemmer.