Det visionære og subjektive billedsprog og den alvorsfulde stemmeføring har lige fra debuten i 1991, (Jeg siger dig), kendetegnet Lene Henningsens poesi. Stemmer med uvejret viderefører på visse punkter denne bestræbelse, men rummer også brud, som peger i andre og nye retninger. Samlingen består af fem dele, hvoraf især "Samson hvisker D" og "Romerske Navne" rummer mange religiøse og mytologiske referencer. I det første tilfælde til den gammeltestamentlige beretning om kærlighedsforholdet mellem Samson og Dalila, og i det andet tilfælde til romerske navne og lokaliteter, hvor det guddommelige og det profane, fortid og nutid indgår i tætte og undertiden svært gennemskuelige forbindelser. Digtene er alt andet end let tilgængelige, fordi LH benytter sig af en udtryksform, hvor alle "mellemregninger" bevidst er udeladt. Tilbage står teksterne som brudstykker af monologer/stemmer med voldsomme spring i betydning og fokus, ofte fra linje til linje. I samlingens sidste afsnit, "Blik for Blik", spores dog en bevægelse bort fra det sakrale og ofte lidt patetiske i retning af en mere frit associerende og undertiden humoristisk stil, der peger nye steder hen i forfatterskabet som ellers syntes på vej til at blive låst fast i sit eget sluttede, hermetiske univers.