"Titelnummeret er ret fantastisk. Det er jazzrocket, psykedelisk orkesterpop, hvor Nørlund styrer løjerne med original poesi og naturlig stemmeføring. Andre steder virker han vokalt mere som en kastebold, når hans hakkende frasering og begrænsede stemmepragt mister hovedrollen i det oppustede filmiske drama. Men der er klasse over den excentriske og hidsigt romantiske "Vores europæiske kærlighed". Den har pyntesyge i arrangementet og en lyrisk sangmonolog, hvor Nørlund ender med at lyde som en blanding af en forelsket Leonard Cohen og Eik Skaløe i smoking, nippende til en dry Martini".