Dette er en regulær håndbog i emnet børn og skilsmisse. Byriel beskriver de faser, som findes i og omkring en skilsmisse: fra manglen på gnist i forholdet til tiden med den nye familie. I begyndelsen må man have klarhed over, om man reelt ønsker at fortsætte i forholdet eller om skilsmisse er den eneste løsning. Skilsmisseperioden er fyldt med kriser, som skal gennemleves og helst ende med en helingsproces, hvor man lever videre uden at gentage fejl i næste forhold, og samtidig skal børnene have en klar følelse af og forståelse for, at begge forældre stadig elsker dem, og at de ikke er årsag til skilsmissen. Foruden disse vægtige emner tager Byriel de helt konkrete emner op: statsamt, skat, bodeling, forældremyndighed, problemer hvis den ene ikke er dansker, alle de juridiske spidsfindigheder. Byriel skriver klart og tydeligt. Registret er let at bruge, der er relevante www- og fysiske adresser, desuden videre læsning og henvisninger til rapporter m.m. Byriels Kom godt igennem din skilsmisse, 1999 handler om de voksnes indbyrdes forhold, ikke om børnene og juraen. Skilsmisse uden skrammer, 1999 er også mere parrelateret end nærværende bog.