Titlen på Birthe Arnbaks digtsamling er et begreb hentet fra ornitologien der anvendes om fuglenes dæmpede sang udenfor sæsonen. Samtidig er det et smukt og velvalgt symbolsk udtryk for temaet i disse digte om at befinde sig i livets sidste fase, tæt på grænsen til mørket og afslutningen. Med alderens overblik og erfaring panorerer digtene hen over levet liv, der snart fremstår i erindringens lange linjer og perspektiver, snart helt tæt på i lysende øjeblikke af nærvær, hvor afstande i tid og rum synes ophævet: "Det er muligt igen/ at være til stede/ midt i det skete,/ at lande uden faldskærm/ som et blad,/ der svirrer til jorden." Der er stor spændvidde i disse digte der kender oplevelsen af "det evige liv" midt i hverdagen, men heller ikke lægger låg på konfliktstoffet og de smertelige punkter i livet. Alt sammen er det fastholdt nøgternt, uden et gran af føleri og sentimentalitet, og i et enkelt og koncentreret sprog, der er renset for alle de klicheer emnet kunne indbyde til, hvis ikke der var tale om en kunstner af Birthe Arnbaks format.