"Forestil jer fortællingen som en udtørret kanal, og alle ordene som vandet, der kommer flydende og bringer liv og frodighed" skriver forfatteren i bogen. Som så ofte direkte henvendt til læseren. Set fra observatørens position både højt over og inden i Malmøs rastløse puls. Udsendende varsler om hændelser. Den tørlagte kriminalkommissær Nils Forsberg er hovedpersonen. Hans indre liv, tvivl, dæmoner og tro er i centrum. Sammen med seks børn døde af iltmangel. Mon hans bundfrosne sjæl tør op, og løser han gåden? Har han en fremtid i et af politiets fællesskaber? Efterforskningsprocessen og det kriminelle miljø er vigtigere end løsningen. Fortællingen er vigtigere end intrigen og løsningen. Forfatterens ord bringer liv til trøstesløse tableauer og fortæller også om skræmmende, korrekte og kolde kriminalstatistikker fra samfundets udkant. Ukronologisk og springende men intuitiv sammenhængende. En indre logik. Nøgternt refererende stil med ultrakorte sætninger. Lyrisk stemningsskabende og sprængende alle traditionelle rammer for krimier. Både indholdet og sproget med linjer bagud til hans digtsamlinger. Linjer til kendte forfattere og alligevel helt anderledes. En enestående læseoplevelse for de insisterende og åbne. Langsom, givende og krævende. Forfatterens første krimi. Fire bind mere på vej - ikke ét for meget. (Bare et simpelt forsøg på at ramme bogens særlige tone og stil).