Bogen Slem hund! - en satirisk møgkøter er til unge og voksne, der kan lide at se nogle af tidens tendenser udstillet på en humoristisk og satirisk måde.
Bag Slem hund! - en satirisk møgkøter står Sebastian Dorset, Jan Svarrer, René Vase og Jannik Fuglsang. De er alle kendt som stand-up'ere eller fra diverse satireprogrammer og fra Cirkusrevyen. De har hermed samlet en lang række emner, som de kører igennem den store satire-mølle såsom hvordan Robinson Crusoes Facebook-profil ville se ud (Hint: han har kun én ven), bandet TV-2, O.B.S. (Oplysning til borgerne om sylte), Jørgen Leths Wordfeud-spil imod Carl-Mar Møller, flyselskabernes billige billetter med de mange ekstragebyrer, top-fem over ting vi ikke anede, vi manglede, før Facebook kom til, Medina-yatzy med meget mere. Hvert emne breder sig ud over 1-2 sider og er flot sat op med meget grafik og billeder. Bogens forside er god og vil i høj grad være det, der får lånerne til at bladre i bogen og måske låne den med hjem.
Bogen minder om en blanding af ATS fra Politiken og WulffMorgenthalers udgivelser Helt normalt, uden at der dog er nogle tegneserier i den.
Er man til humoren i dansk stand-up og Cirkusrevyen og følger tidens tendenser, vil man befinde sig i godt selskab med udgivelsen Slem hund! - en satirisk møgkøter. På bibliotekerne skal den dog nok formidles lidt aktivt eksempelvis på en skråhylde, da den ellers kan risikere at drukne på hylden.