Victor Borges eventyrlige liv er i store træk kendt af mange danskere over en vis alder. Den internationalt kendte entertainer (f. 1909) har fortalt sine erindringer til Niels-Jørgen Kaiser. VB skildrer smukt sine forældre og muntert særprægede slægtninge. Som søn af en kgl. kapelmusikus er han født ind i musikken, blev konservatorieuddannet men valgte at blive showmand. Han slog igennem som revystjerne i 30'erne men måtte i 40 begynde helt forfra i USA uden at kende sproget. Det er morsomt at læse om dansk forlystelsesliv dengang, men am. skowbiz med herhjemme nu ret ukendte navne er knap så spændende. Ærkekøbenhavneren og verdensmanden fortæller også om privatlivet, familiens mange hjem, hobbies og nogle af sine virkemidler på scenen. Med et væld af anekdoter, illustrationer og pudsige oplevelser er bogen noget af et festfyrværkeri. Den vil gøre lykke hos især lidt ældre læsere.