De her dage
Marie Key
Emneord
Anmeldelser (5)
Gaffa [online]
d. 24. sep. 2012
af
af
Pelle Sonne Lohmann
d. 24. sep. 2012
"I denne ombæring er det foruden den mørkt forførende Mirror Mirror-genistreg særligt Some Afternoon Or Among Them og Mother Of Earth, der fænger - førstnævnte viser Fisker fra kvindens mest fandenivoldske side; tempoet er skruet i vejret, det vrimler med psykedeliske elementer, og guitarerne støjer flænsende som aldrig før. Sidstnævnte The Gun Club-cover fremføres på en såvel varmt vuggende som dystopisk dunkende måde, der virkelig virker effektfuld".
Berlingske tidende
d. 1. okt. 2012
af
af
Jeppe Krogsgaard Christensen
d. 1. okt. 2012
"Dét, der skal lyde som skønhedssøgende, sortrandet vemod, bliver alt for sjældent til andet og mere end musiceren på stedet. Sangene sætter sig simpelthen ikke i hverken øre eller hjerte. Måske fordi Fiskers mørke virker en smule postuleret; som om det snarere er et greb end en kunstnerisk nødvendighed".
Jyllands-posten
d. 24. sep. 2012
af
af
Anders Houmøller Thomsen
d. 24. sep. 2012
"Hun får også rundet The Doors og sendt et poetisk vink til Patti Smith, og tusmørke-crooneren Steen Jørgensen dukker op i en smukt messende duet for at kaste jord over den romantisk hendøende "Silver Screen". Fisker synger med besnærende divakvalitet. Hun anstrenger sig sjældent for meget eller for lidt. Men hvis "Jeanne Dark" skal ende som national heltinde, skal hun styre uden om de mest nedtrådte stier i rockens dysterland".
Politiken
d. 4. okt. 2012
af
af
Kim Skotte
d. 4. okt. 2012
"SO, HOES & HEROES' er ikke et album beregnet på at sparke stolen væk under sin lytter. Der er tværtimod tale om en rolig og sikker samling af meget personligt udfoldede numre, som med sine helt egne dunkle og både svale og strømførende lag suger lytteren ind i sit univers".
Information
d. 6. okt. 2012
af
af
Klaus Lynggaard
d. 6. okt. 2012
"Det er, som ungerne her på egnen siger, psykogodt. Og så har jeg noget med hendes stemme, som er både kold og varm, distanceret og nærværende, her spiller lys og mørke i høj grad skak med hinanden, og vinderen får en bid af lytterens sjæl. Jo, hun er en alvorskvinde, og hvad angår anslag og stemning befinder vi os et sted i krydsfeltet mellem en Chris Isaak, som endnu engang er blevet forladt af den eneste ene, engelske Tindersticks i turbussen på M1 på vej fra Nottingham til London og en regnfuld efterårsdag på Nørrebro Station".