"Stadig er det moderne storbyjazz med elementer af improvisation, hun og hendes orkester bringer til torvs. Men denne gang med det helt særlige kendetegn, at strygerne har fået en særlig markant plads i lydbilledet. So Many Roads "lever" ikke desto mindre mest, når det er "rigtig", uforfalsket jazz, der spilles. Albummets længste nummer, Chapter Two, hvori strygerne er mere tilbagetrukket i lydbilledet, mens blæserne er trukket frem, er albummets suverænt bedste".