Veloplagt og ganske charmerende roman af den altid velskrivende Ian McEwan. Den ender noget anderledes, end læseren har forventet, og det er sammen med de gode miljøskildringer en del af romanens forførende charme. Forfatterskabets trofaste læsere vil elske den, og det vil læsere af af gode engelske romaner også.
Vi er i England i 1972, hvor den kolde krig stadig huserer. Serena Frome er den unge smukke datter af en bisp og er storforbruger af mænd og litteratur. Mens hun går på Cambridge, bliver hun af en karismatisk lærer rekrutteret til efterretningstjenesten. I operation "Søde tand" er hendes opgave at infiltrere en ung lovende forfatter (McEwans eget alter ego?), og der går ikke længe, før hun både elsker hans noveller og ham. Serena kommer ud i en klassisk loyalitetskonflikt, og hvem kan hun egentlig stole på? At McEwan ikke er nogen helt pålidelig fortæller, finder læseren ud af til allersidst, hvor spionage og metafiktion blandes sammen. McEwan er en dygtig fortæller og stilistiker, og uvilkårligt bliver man begejstret af hans litterære narrestreger.
Ian McEwans (f. 1948) forfatterskab har sin egen meget engelsk tone. Det er også tilfældet her i den stemningsfyldte Søde tand, som placerer sig i nærheden af forfattere som John le Carré og Julian Barnes og delvist også af en roman som Lynn Barbers An education, 2010.
Meget engelsk, meget charmerende og meget litterær roman om, hvad der kan ske, når spionage, litteratur og kærlighed bliver blandet.