Man har lyst til at citere mindst halvdelen af digtene i denne blændende samling efterladte digte, her et aktuelt eksempel: "Sol fordyber sig,/ mens vi gør væsener af hinanden/og drikker for at huske dugpunktet./Luften er uvildig, omgiver alt.//Tusmørketræer forgrener sig./Vi kysser for foden af efteråret./Vi følger lyset hjem.//". KB (1953-2004) efterlod sig en mængde upublicerede digte, som her i udvalg udgives posthumt redigeret dels af ham selv helt op til hans død og siden færdiggjort af hans kone og digtervennen Thomas Boberg. Det ondt ironiske er, at en digterisk livsbesynger som KB får så kort tid i den verden, han var så fin en besjæler af. Flere steder giver det vilkår en ekstra dimension til digtene, der aldrig bliver bitre eller angste, tværtimod endnu mere skarpt sansende og livslune om den verden og det liv KB var en del af: "Unge mødre og fædre/triller barnevogne ud ind i fremtiden,/mens parkens hætteklædte løbere/forsøger at indhente næste forår.//Også jeg er til fods./Desuden i gode hænder./Under tilsyn af fugle og træer/går jeg i døden/så langsomt som muligt.//". Det er kort sagt tankevækkende og umiddelbart medrivende digte fra en klog digter, der mestrede sine sproglige og digteriske virkemidler med varme, livsglæde, humor eller diskret ironi som grundelementer, ofte ledsaget af en stærk underliggende erotiske understrøm.