Tre indbyrdes forbundne noveller. Den første følger en succesadvokats tilpassen sig fængselslivet, da kreativ omgang med penge koster 4 års fængsel. Den midterste handler om livet på et handelsskib i begyndelsen af 1970'erne, hvor ufred måske og måske ikke fører til trediemesterens død. Der sluttes i cirkusmiljøet, hvor en klassisk klovnetrio skal omorganisere, da den ene klovn deserterer. Trier Pedersen kan beskrive sine miljøer som den gamle dokumentalist, han er, og kompositorisk hænger første og sidste historie fint sammen, idet advokaten skal finde sin vej igen efter dommen, mens den ene klovn skal udvikle numre på baggrund af tidligere talenter. Fællestemaet er vel fokus på lukkede verdener, men midterhistorien stikker ligesom flere sidehistorier i de andre lidt akavet ud fra sammenhængen, så det ikke er helt ved siden af, når nogle af personerne beskylder forfatteren for at bruge dem som alibi for at komme af med løsrevne erindringsbilleder. Bogen er letlæst og rummer interessante skæbner, men hovedindtrykket er lidt luftigt på grund af for mange uvedkommende afbræk.