Som årene går

Krista Louise Jørgensens digte og deres udtryk for livserfaring og tilbageblik på et langt liv vil nok primært kunne formidles til læsere der deler alder og et kristent livssyn med forfatteren.

De fire store afsnit, som Krista Louise Jørgensens digtsamling er bygget op omkring, følger de skiftende årstiders rytme og naturens gang fra vinter og forår frem mod sommer og efterår. Ind i denne cyklus flettes også menneskelivets cyklus fra barndom til alderdom, med de tilbageblik og fragmenter af erindring som alderen giver anledning til. Tiden og forgængeligheden er et andet motiv, der med den kristne livsholdning som er gennemgående i samlingen ikke bare er kalenderens og urets tid, men også kristendommens "opfyldte" tid: "da sprænger Han/ tid og alder/ med et evigt øjebliks/ skabende leg." Stilen og tonen i digtene spænder fra det enkle og talesprogsnære til det mere lyrisk højstemte, som nærmer sig salmens og bønnens udtryk.

Birthe Arnbaks digte tematiserer tid, alderdom og erindring på en måde som gør dem sammenlignelige med Krista Louise Jørgensens tekster. Et nyere eksempel er Knud Kramshøjs velskrevne samling Levedage fra i år.

Det er tydeligvis levet liv og moden livserfaring fra et langt liv der er drivkraften bag Krista Louise Jørgensens digte, men desværre hænger det ikke rigtigt sammen med det sproglige udtryk. Billedsproget er gennemgående abstrakt, mangler præcision, og teksterne savner rytmisk fornemmelse som er helt essentiel når det drejer sig om lyrik.

Læs hele vurderingen