"Hvis man går længe nok, kommer man til at drømme om ting ..." Lena på 13 og hendes 8-årige søster er flygtet fra deres far, som misbruger dem. Nu er de på flugt, med et liv der består af løgne og overlevelse. De har klædt sig ud som drenge, fordi det er nemmere at være i fred, når de får lift af langturschaufførerne. Deres mor døde for fire år siden, og nu har de kun hinanden. På turen rundt, møder de forskellige mennesker, der på den ene eller den anden måde hjælper dem, men først da de møder Fru Lily, hjælper hun dem med at få brikkerne i puslespillet til at falde på plads. Bogen er en selvstændig fortsættelse af Jeg ville ikke have sagt det 1995, hvor Lena bliver veninde med Maria, der er sort. De to piger udvikler et tæt venskab, som også får stor betydning i denne historie. Bogen er velskrevet, og fortæller en rørende historie, om de to pigers kamp for at komme over farens overgreb. Men det er indimellem som om, at man som læser mangler lidt inside viden. Man kommer aldrig rigtig ind på livet af personerne, og man sidder også tilbage med en række spørgsmål, da bogen slutter. For piger fra 12-13 år.