For læsere af italiensk og europæisk kvalitetslitteraur om kærlighedens væsen.
Langnovelle af den eminente italienske forfatter og essayist Magris, der fik sit store gennembrud med det kulturhistoriske episke essay Donau. Fortællingen befinder sig et sted mellem virkelighed og myte og handler om et navnløst par, hvor kvinden på grund af sygdom befinder sig på et hvilehjem. Kvinden har foretræde for Formanden for det uendeligt store hvilehjem. Hjemmet ligner med sine skygger og diffuse gråhed mest et dødsrige eller et parallelunivers og Formanden om en dommer. Kvinden har ved et særligt foretræde for Formanden fået lov at tale sin sag. Hun vil som den første nogensinde føres tilbage til sin mand - en berømt digter og hendes livsledsager, som hun føler sig så knyttet til, at hun med kærlighedens kraft og stemme vil tale sig til at blive knyttet sammen med igen. I sin monolog til Formanden folder kvinden kærlighedsbegrebet ud i en refleksion, der både omfatter passion, erotik, jalousi, humor, irritation og overbærenhed. Bogen har en klar og direkte reference til myten om Orfeus og Eurydike. Magris har flere bøger af høj kvalitet bag sig, senest den fortrinlige I blinde, 2007.
Landsmændene Alberoni, Morante og Calvino er de klassiske. Stendahl og Octavio Paz' bøger om kærlighed falder lige for, men det er jo et emne, der har sin store litteratur.
Sublim og reflekteret mytisk fortælling om altopslugende kærlighed mellem et par, der ikke vil acceptere adskillelsen.