Inspirerende bog om sommermad, der henvender sig til mad- og sommerelskere, der gerne vil have ny inspiration til lækre og fedtfattige sommerretter og smide de eventuelt overskydende kilo.
Lise Brinkman Madsen er uddannet professionsbachelor i ernæring og sundhed, køkkenleder samt idrætsinstruktør. Derfra, samt fra egne erfaringer med at være overvægtig, har hun et godt og indgående kendskab til problematikken omkring overvægt, og de erfaringer deler hun med os i denne indbydende sommerkogebog. Den består af en detaljeret indholdsfortegnelse med billeder af de færdige retter, opskrifter med flotte billeder af fx forretter, brød, sommermad, strandmad, sommerligt tilbehør og solskinsdesserter. Der er også noget om motion, ernæring, sundhed og hygiejne. Bagest i bogen er der kildehenvisninger og nyttige links til internettet. Bogen mangler dog et register, selv om alle opskrifterne listes op i indholdsfortegnelsen.
Denne bog er den anden i serien om kost, motion & sund fornuft fra forlaget af samme navn. Den første Mad, inspiration & livsglæde er af samme forfatter og er mere beregnet for hele året, hvor denne er til brug i sommermånederne. Man læse læse mere på www.foodinspiration.dk.
En flot og indbydende sommerkogebog, der helt sikkert vil blive brugt til inspiration og afprøvning af de lækre sommerfristelser, der findes i bogen.