I den unge skotte Warners prisbelønnede debut Rave baby, 1999, blev vi præsenteret for det trøstesløse hul, Havnebyen, hvor alt liv for ungdommen koncentrerer sig om dansebulen Mantrap og omkringliggende vandhuller. Med Sopranerne er vi tilbage. Den katolske pigeskoles kor skal deltage i en national konkurrence i Hovedstaden, men for især de 5 løsslupne, ca. 17-årige sopraner gælder det om at få omsat noget sprut og gerne få noget sex og så allerhelst ryge ud af konkurrencen i første runde, så de kan nå hjem til Mantrap. Der er nemlig dukket en ubåd fyldt med matroser op i Havnebyen, og så mange af dem som muligt skal også gerne nås. Denne fandenivoldske rammefortælling krakelerer i takt med at pigernes baggrund præsenteres og relationer udvikles, og det er langt fra lutter idyl, og dagen slutter ikke som planlagt for hver enkel. Warner skriver blændende og gribende og formidler en livslyst, der trodser bl.a. leukæmi og graviditeter, og viser et samfund med så dårlige fremtidsudsigter, at livet bare skal leves her og nu. Det er måske ikke afslapningslæsning for os forældre til teenagedøtre, men det er en meget anbefalelsesværdig øjenåbner for ikke kun yngre læsere.