Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Spærretid


Beskrivelse


I årene 1942 og 1943 deltager den kun 14-årige Marie, hendes venner og familie i det illegale arbejde i det besatte Danmark. Men der er også en hverdag med skolegang, spejderliv, konfirmationsforberedelse og den første forelskelse.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 12. okt. 2005

af

af

Ulla Møller

d. 12. okt. 2005

2005, 60-året for Danmarks befrielse har budt på en jævn strøm af udgivelser om besættelsestiden. Denne bog der henvender sig til store børn og unge er ikke ny, men udkom første gang i 1968. Den fortæller hvordan en flok skoleelever i 14-årsalderen involveres i Modstandsbevægelsen. Den stemningskabende omslagsillustration er identisk med Svend Otto S.'s omslagstegning til førsteudgaven. De første 25 kapitler følger førsteudgaven, men hertil er føjet en anden del på yderligere 37 kapitler. De indgår ikke i den oprindelige udgave og virker næsten som en privat dagbog fra 1943. Typografien er en smule mere åben og letlæselig end førsteudgavens, men sproget virker gammeldags og er samtidig præget af en lidt overfrisk jargon. Handlingen udspilles i København og på Frederiksberg, og de mange stednavne er med til at give historien et autentisk præg. Bogen giver også et godt tidsbillede, når den fortæller om swingpjatter, erstatningsmarcipan og illegale aktiviteter. Samtidig virker skildringen af skole- og familieliv dog noget altmodisch. Selv historisk interesserede børn og unge vil nok have svært ved at leve sig ind i hovedpersonernes hverdag, ligesom det kan være vanskeligt at forstå, hvordan den kun 14-årige Marie, der bliver holdt i stramme tøjler, kan strejfe rundt og deltage i illegalt arbejde.