Whispers
Tina Dickow
Emneord
Anmeldelser (4)
Gaffa [online]
d. 6. aug. 2014
af
af
Ivan Rod
d. 6. aug. 2014
"En pladedebut, der både emmer af genremæssig åbenhed, musikforståelse og tyngde. Genremæssigt befinder Spent All the Money sig i grænselandet mellem jazz, folk, americana, country og blues. Musikken er langsom, drævende, rolig, blå. Sine steder aner man referencer til musik som den, et orkester som The Notting Hillbillies skabte. Sine steder hører man referencer til musik, som den Kira på det senest har skabt. Sine steder fornemmer man en bro mellem den nordiske melankoli, som udgik fra en jazzpianist som Jan Johansson, og den mere folk- og roots-orienterede musik, som udgik fra Louis Armstrong og andre af datidens store, sorte musikere".
Jazznyt
d. 20. aug. 2014
af
af
Niels Overgård
d. 20. aug. 2014
"Afslappet jazz, roots, country og blues i behagelig balance. Bob Dylan er ikke langt væk. Ned Ferm er ligesom Dylan heller ikke nogen stor sanger i gængs forstand. Der er til gengæld nerve og indlevelse i stemmen. Han synger ikke med den samme rustne brægen som Dylan. Ned Ferm synger mere tæt op ad sit eget saxspil. Wedding Song er et formidabelt eksempel. Her synger han duet med Marie Fisker, der også er med på Can't believe You just did it again, hvor hun synger duet med Kira Skov. De medvirkende musikere på Ned Ferms plade er med til at løfte den væsentligt".
Politiken
d. 1. sep. 2014
af
af
Kim Skotte
d. 1. sep. 2014
"Knager stemmen, er Ferms behagelige og interessant iscenesatte stævnemøde mellem americana og jazzet slentren til gengæld et fint bekendtskab. Omgangskredsen er topklasse. Blandt Ned Ferms aktive musikalske venner finder man guitaristen Rune Kjeldsen, bassisten Nicolai Munch-Hansen og trommeslageren Jakob Høyer, der bl. a. finder hinanden fornemt på et meditativt melodisk nummer som 'Hymn For Her'. På 'Maria' synger Jacob Bellens i stedet for Ferm og lyder som et oplagt alter ego til næste udspil".
Jazz special
Nr. 140 (2014)
af
af
Peter Laugesen
Nr. 140 (2014)
"Ned Ferm har en lidt tilbageholdende eller tilbageholdt lyd på sin tenorsax, på mange måder minder han om den unge Sonny Rollins, og på den her plade, hvor Ferm med et fantastisk hold af ligesindede træder helt frem i forgrunden med sit eget dybt amerikanske materiale, minder han helt specielt om Rollins, som han spillede på Way Out West i 1957. Det er country, når det er allerlngst ude fra det indre hjeretland, og det er dybt swingende jazz med en skarp kant af rock and roll. Rollins, ja, eller The Grateful Dead. Ligeglade med fordomme om hvilken slags musik der er til hvad for en slags mennesker".