Som denne bogs undertitel meget præcist formulerer det, så henvender denne bog sig til pædagoger og lærere, som arbejder med børn i børnehave, SFO og indskolingen. Derudover har bogen også relevans på lærer- og pædagoguddannelsen.
Bogen har en meget velstruktureret opbygning. Indledningsvis introduceres og diskuteres literacy-pædagogikken samt arbejdet med sproghistorier, og der gives praktiske eksempler herpå. Dernæst fortælles om, hvordan man kan arbejde med sproghistorier i henholdsvis børnehave, SFO og indskolingen. Og afslutningsvis sættes literacy-pædagogikken ind i et politisk perspektiv. Bagerst i bogen findes tre skemaer til eget arbejde med literacy og sproghistorier. Bogen er skrevet i et lettilgængeligt sprog og de praktiske eksempler har stor relevans. Afrundingen af bogen er dog mere krævende af sin læser, men samtidig oplagt for lærer- og pædagogstuderende at fordybe sig i, i forbindelse med selve studiet og til anvendelse ved eksamensopgaver.
Bogen kan læses sammen med titler som Skrivelyst i børnehaven, 2012 og Skrivelyst og læring, 2011.
Litteracy-pædagogikken er i fremvækst i Danmark. Denne bog giver et godt indblik i litteracy-pædagogikkens muligheder for at medvirke struktureret til en alsidig udvikling af børns sprog og udtryksformer.