En biografi om den danske stand-up komiker Thomas Wivel. Til interesserede i stand-up komikkens historie i Danmark.
Thomas Wivel var en af de første stand-up komikere i Danmark. Han var med dengang genren kun blev dyrket af entusiaster i små kældre i København, og frem til i dag hvor stand-up komikere er blevet en accepteret del af kulturindustrien og hvor de dygtigste tjener mange millioner om året. I denne bog af Thomas Wivel får vi i små glimt fortællingen om, hvordan livet er som stand-up komiker. Et liv der der ikke kun er en dans på roser, hvor man i lange perioder er væk fra familien for at optræde. Wivels drift og drive kommer fra hans umådelige trang til at optræde, han kan derfor ikke stoppe med stand-up. Wivel skriver sjovt og ærligt fra livet på scenerne rundt omkring i landet. I bogen får man indtryk af, at Wivel langt hellere vil fortælle sjove anekdoter, end reflektere over et liv hvor han godt ved, at passionen har konsekvenser. Stilen i bogen minder meget om den, man finder i mange af Wivels andre bøger som fx Bugtaler for Gud og Der er redningsfest under sædet. Bogen indeholder flere billeder i sort-hvid.
Wivel er i samme kategori som komikere som Jan Gintberg, Mette Lisby og Anders Lund Madsen, der også sideløbende udgiver bøger.
En fin førstehånds beskrivelse af stand-up livet fra en af de første i Danmark. Wivel er dog ikke den mest kendte stand-up'er, så han trækker ikke så mange lån som bøger af fx Jan Gintberg og Anders Lund Madsen.