Bøger / skønlitteratur / roman

Stemmer fra fortiden


Beskrivelse


I 1976 bliver Tiggy enlig mor og får hjælp af veninden Julia. Sammen skjuler de en familiehemmelighed, som 30 år senere skaber utryghed hos Tiggys søn, der selv skal være far.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 6. maj 2009

af

af

Anny Skov Madsen

d. 6. maj 2009

Roen og hyggen, trods kriser, er intakt også i M. Willets nye roman, så hendes mange ældre kvindelige læsere vil ikke blive skuffet.

Tiggys kæreste er død og hun søger tilflugt hos en god veninde, Julia, der bor langt ude på landet i Cornwall. Her vil hun blive til hun har født hans barn. Inden hun tog af sted, besøgte hun sin farmor, og hun fik en lille bronzestatuette, som forestiller drengen Merlin med falken på hånden, som en slags maskot. Tiggy har brudt med sin far, der samlede på kunst, og hendes mor er død. Begivenhederne udspiller sig midt i 1970'erne og ca. 30 år senere, da Tiggys søn, Zack, venter sit første barn. Nogle hemmeligheder fra fortiden truer hans livsgrundlag. Der drikkes te og spises scones på de hyggelige landsteder med de smukke interiører, og der er knitrende ild i kaminen, imens man taler om livets store spørgsmål generationerne imellem. Den storslåede natur, som både er barsk og gavmild, giver en fin klangbund til de menneskelige relationer og følelser.

R. Pilcher, M. Binchy og M. Willett hører alle tre til i den hyggelige engelske fortælletradition.

Tiden står stille på den gode måde i Marcia Willetts slægtsromaner, og hun er eminent til at skildre de familiemæssige relationer generationerne imellem på godt og ondt. Trods kriser, brud og sorg hvirvles man ind i et lyst univers, hvor personerne kommer overens med deres dilemmaer og livet kan gå videre.