Til alle som vil tabe sig eller har tabt sig og vil forblive slanke. Halvdelen af bogen er ren tekst, der omtaler videnskabelige forsøg, forfatterens mening om, hvordan vestens fedmeepidemi er opstået, og hvad løsningen er etc. Den er altså til dem, der søger mere end blot opskrifter. Forfatteren er velkendt og forside og ryg er iøjnefaldende, så den formidler sig selv.
Charlotte Hartvig er diætist og har bl.a. skrevet Skrump sig glad, Spis maven flad og Spis dig gravid. Denne bog lægger sig i rækken af kulhydratforsagende udgivelser. Tesen er, at fedmeepidemien skyldes et for stort indtag af kulhydrater, som har ødelagt cellernes insulinreceptorer med mange dårligdomme til følge. Disse kan repareres ved at stoppe indtaget af kulhydrater og ved at indtage oliesyre i form af olivenolie og rapsolie. Rådet er at spise protein og grøntsager og hælde olie ovenpå eller at tage olie-shots tre gange om dagen. Der er især mange opskrifter på salater og fisk. Bogen er bygget på samme grundidé som de fremherskende diæter Atkins, LCHF og stenalderkost og har populærvidenskabelig information om, hvorfor denne diæt virker og forklaringer på kroppens mekanismer. Layoutet er farverigt med lækre billeder til opskrifterne. Indeholder ingrediensforklaring, opskriftsregister og appendiks med videnskabelige kilder.
Den nyeste bog om LCHF er fra 2014 Mæt og slank med LCHF. Den har et lignende indhold.
Vil helt bestemt få lånere pga. det almengyldige ønske om at leve sundere.