Dette er den tredie bog om beboerne på slottet Store Skalkeskjul. Denne gang skal de til verdensudstillingen i Louisiana, USA, i 1898. Rejsen er lang og besværlig, og de tager mange afstikkere, inden de når frem. Bogen er som de tidligere en myldrebog i stort format à la Holger-bøgerne. Der er lidt forhistorie, hvor man sættes ind i, hvad der kan findes på de elleve opslag. Derefter går turen gennem New York, Pennsylvania, Rhode Island, Wyoming, Alaska, Wisconsin, Mississippi, Colorado, Arizona og Georgia, inden de er fremme ved udstillingen. Alle steder skal Harald Hårfager vise nogle af sine fantastiske (noget mislykkede) opfindelser. Øverst på opslagene i en frise fortæller nogle af de rejsende, hvad der skal findes her. Opgaverne er fx at tælle vaskebjørne, fiksérbilleder, sammenligninger, labyrinter og hver gang at finde skurken Henry T. Ford, der stjæler dele fra Hårfagers opfindelser. De farverige tegninger rummer mange pudsige og skægge detaljer. Opgaverne er ikke alle lige lette, og der er ingen facitliste. Der er fornøjelig underholdning til flere timer for alle fra indskolingen og langt op. Selvlæsere fra 4.-5. klasse vil nok få mest ud af bogen.