Til læsere af selvbiografiske romaner, men grundet sit meget fragmentariske sprog, kræver det lidt af sin læser og gør målgruppen smal. Jørgensens fanskare kan trygt læse videre her.
Jørgensen er tidligere rektor på forfatterskolen og har en lang titelrække af udgivelser bag sig. Dette er fjerde selvstændige selvbiografiske bind, hvor vi nu er nået til samtiden. Jørgensen skildrer de mennesker og katastrofer, han er stødt på gennem livet. Barske beskrivelser, men skrevet i et næsten poetisk sprog, så man fornemmer og sanser de forfærdelige skæbner. Ikke mindst om hans stofmisbrug, depressioner, evindelige smertehelvede på grund af rygproblemer og hans utallige utroskaber, fordi han ikke kan holde sig til én kvinde af gangen. Der er pudsige observationer, så man næsten ikke ved, om man skal grine eller græde. Sproget er levende og har sin helt egen karakteristiske stil, som bør opleves.
Der er aktuelle Knausgård som også skriver selvbiografiske romaner, men mest af alle kommer jeg til at tænke på Leine med sin Kalak. Jørgensen skriver dog langt mere fragmentarisk og poetisk og lægger sig tæt op ad sin seneste udgivelse Sæt Asta fri.
Man skal vænne sig lidt til skrivestilen, men ellers er det en skæbnebog i poetisk udtryk, som gør de forfærdelige oplevelser en nydelse at læse om. En lidt smallere bog, så man bør kigge på de tidligere bøger i romanserien og se, hvad efterspørgslen har været.