Som i debutromanen Andy Maximus, 1994, afsøger Hans Flemming Hilt også i sin anden roman det splittede og dæmoniske. Andy hedder denne gang Fabian - en ung bistandsmodtager, hvis eneste kontakt med omverdenen begrænser sig til sagsbehandleren - der kalder hans liv frem på skærmen - eller midlertidige jobs som pædagogmedhjælper. I en lang monolog eller bevidsthedsstrøm springes der mellem nutiden og fortidens og erindringens sorte huller, knyttet til historien om en lille pige han knyttede sig stærkt til, og som nu år senere er blevet offer for en forbrydelse - et mord han fængsles for og måské - måské ikke har begået. Forbryder eller offer? - romanen giver ingen entydige forklaringer, men holder sig til symptomerne: en svagt udviklet identitetsfølelse, angsten for at blive voksen, ubehaget ved kroppen og det fysiske, en labil svingen mellem følsomhed og kynisme. Til fælles med flere af tidens unge prosaister har HFH en stærk markeret fornemmelse for det afvigende og forkrøblede følelsesliv. Det er klaustrofobisk, undertiden ubehageligt pågående, men i forhold til debutromanens glatte overflade og lidt for effektsøgende virkemidler er den nye bog mindre udvendig. Forfatteren kradser og ridser i overfladen for at komme ind under huden på sin hovedperson, der til gengæld træder frem som stemme og figur.