I Mick Manning og Brita Granströms femte bog om naturvidenskabelige emner for børn i 4-7 års alderen, er vi nu nået til: miljø og genbrug. Ligesom i de øvrige bøger er fortællestilen let og munter, tegningerne let tilgængelige og det grafiske udtryk bevidst forhastet, med skift mellem maskin- og håndskrift og et lidt collageagtigt præg. Stilen er holdt konsekvent i serien, og man skal ikke forledes til at tro, at indholdet har samme lidt tilfældige præg. Tværtimod er bogen indholdsmæssigt ganske stringent, vi får en særdeles klar historie om affald og genbrug. Den lidt tynde historie om en flaskepost, der bevæger sig over havene og signalerer at forureningen er et globalt anliggende, dækker over en regulær billedfagbog om forurening. Dem findes der masser af efterhånden, og Tænk hvis er ikke på nogen måde banebrydende. Men den tager sine unge læsere og lyttere alvorligt, ved at være præcis og konkret. Der formidles faktisk temmelig mange faktuelle oplysninger i bogen, og en del af dem er overraskende. Det gælder især afsnittet, hvor det blandt andet illustreres, hvordan bildæk forvandles til løbebaner og plastikflasker til gulvtæpper. Bogen vil kunne anvendes i faget natur og teknik i skolens alleryngste klasser.