Efter forårets samling af salmer Jordens salt og verdens lys vender Simon Grotrian med disse nye digte tilbage til et bredere register af genrer og udtrysformer: Korte epigrammer, længere billedrige tekster med religiøse motiver og portrætdigte tilegnet Herman Bang, Ole Wivel, Amalie Skram og Tove Ditlevsen. SG's helt personlige version af konkretismen - som han tidligere har dyrket, bl.a. i Fire, 1990, - finder man eksempler på i bogens første afsnit i form af en række figurdigte, hvor bogstaver, tal og tegn danner grafiske figurer med titler som "Sneglenes himmelfart" og "Englerive". Eller et kvadrat dannet af lutter +-tegn, (eller kors), med et enkelt manglende tegn i nederste højre hjørne og titlen "Kirkegården uden mig". Med disse digte viser SG helt konkret hvordan nye betydninger kan opstå når ordene frigøres fra deres sædvanlige betydninger og sammenhænge. I sine på én gang vilde og fromt bekendende tekster gennemspiller han ikke blot sprogets, men også alle følelsesmæssige registre. Som få andre samtidige lyrikere bevæger SG sig i disse fremragende og krævende digte atter engang helt ud til betydningens og eksistensens grænser: "- der strømmer evigheder ud af mine øjne// lad os mødes/ når en krabbe/ kniber lighedstegnet sammen// og kaninerne er lettet fra min hat/ som hvide sejl// for jeg kan trylle, og min skelen// røber land".