Bøger / faglitteratur til børn

Tegn bli'r til skrift


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. sep. 2009

af

af

Jesper Holtoug

d. 16. sep. 2009

Overskuelig skrift-historie, som kan tilegnes allerede fra 9-10-års alderen. Det er nok de færreste børn, der af sig selv kaster sig over en fagbog som denne, men til emneforløb i skrive- og historieundervisningen på skolens mellemtrin, er dette hæfte både relevant og interessant. Vil som klassesæt kunne bruges af mange til forløb, hvor skriften er på tapetet.

Hæftet er enkelt, klart og veltilrettelagt. I 11 kapitler beskrives skriftsprogets udvikling fra malede eller ridsede billeder og tegn over sumerernes kileskrift og frem til nutidig computerskrift. Illustrationerne udgøres af forskellige billedtyper, med det fællespræg, at de er særdeles velvalgte og forklarende. Den hæftede bog er en egentlig fagbog, men registerdelen er en anelse tynd, eksempelvis savnes en supplerende litteratur- og webliste, ligesom de lovede opgaver på forlagets hjemmeside ikke er til at finde på nuværende tidspunkt.

Der findes en del faglige materialer om skrift og skrifthistorie for nogenlunde samme aldersgruppe, fx den gode gamle og meget omfattende: Skriftens historie for de noget ældre og den nyere Fra runer til skærmtekst i serien Danskfidusen - projektarbejde og faglig læsning.

En rigtig fin udgivelse, som på blot 32 sider giver en præcis og lettilgængelig introduktion til én af de helt grundlæggende kulturteknikker: skrivningen. Enkelt sprog, klar opbygning og velvalgte illustrationer. Hjemmesideopgaverne, som er en god idé, savnes, men skulle dog være undervejs.