Den indsigtsfulde litterat, Torben Brostrøm udgav i 1997 en erindringsbog kaldet: Lod og del. Nærværende bog kan læses som en slags fortsættelse til denne. Samtidig har den nogle elementer til fælles med Brostrøms litterære memoirer: Og dansen den går - fra 1994. Forfatteren fortæller om efterkrigstiden og den kolde krigs Danmark; kulturdebatten, det moderne teater, dramatikere, skuespillere og forfattere. Han kommer også ind på personlige forhold vedrørende familen samt rejser til Frankrig, Sverige og Norge, og de piger han mødte. Det hele er fortalt indholdsmæssigt kompakt og sproglig korrekt. Ind i mellem er det også både sørgeligt og lidt morsomt, f.eks. da han beretter om sit møde med det danske forsvar gennem session og værnepligt på Bornholm. Det lyder til at have været meget ubehageligt. Heldigvis blev han hurtigt forflyttet til Sjælland, hvor han trivedes bedre. Siden bliver han lærer ved forskellige københavnske gymnasier og begynder sit skribentliv. Torben Brostrøm fortæller også vittigt om, hvorledes han på et tidspunkt blev landskendt på grund af Uri Geller. For alment dannede lånere, der er interesserede i litteratur og kulturdebat i almindelighed.