Forfatteren er årgang 1951 og debutant, men ellers oplyser bogen ikke meget om ham. CIA og et hemmeligt europæisk anti-terror-organ, EATO, kommer på sporet af en kommende terroraktion mod 2 amerikanske ambassadører, den danske udenrigsminister og et amerikansk basketball-hold i Københavns Lufthavn. Lederen af terrorcellen skiftede fra moderat politisk aktivist til hadefuld anti-vestlig terrorist, da han så sin far blive skudt under besættelsen af den amerikanske Iran-ambassade i 1979. Han får senere kontakt til al-Qaeda og kommer med i Bin Ladens inderkreds. I bogen følger vi parallelt de forskellige aktører: EATO, CIA (med egen dagsorden), det danske politi, de involverede potentielle ofre og terroristerne i en hæsblæsende spændende og uhyggelig sandsynlig handling, der tegner et meget nuanceret billede af alle sagens parter. Romanen kræver nok lidt formidling, da omslaget mere signalerer lærebog for mellemuddannelserne end thriller.