Bøger / skønlitteratur til børn

Telma og Melvin møgdyr


Beskrivelse


Billedbog. Telma synes, at alt og alle er dumme. Melvin, naboens møghund gør og følger efter Telma, da hun løber fra sin mor på vej hen til børnehaven. Men da Telma farer vild, er Melvin alligevel ikke så dum.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 3. apr. 2014

af

af

Marianne Agger

d. 3. apr. 2014

At få det forkerte ben ud af sengen kan ødelægge ens morgen. Billedbogen her handler om en af de dage, hvor alt og alle bare er dumme. En sjov bog at læse højt for børn mellem 4 og 6 år. Ældre børn kan læse den selv. Bogen har en fin og forklarende for- og bagside.

Lauridsen har skrevet en lang række bøger for børn, unge og voksne, og Streich har illustreret fx Højbergs serie om Roger & Åge. Telma gider ikke i børnehave. Naboens dumme møghund gør, de røde bukser er væk, hun kan ikke finde sin grimme taske, myslien smager dårligt, og det regner. Telma er sur og løber langt foran mor på vej hen til børnehaven. Naboens møghund, Melvin, sidder pludselig og gør på gaden. Telma skælder den ud og siger, den skal gå hjem. Men Melvin følger efter Telma, og da Telma pludselig er faret vild, er det rart, at det er sammen med Melvin. Der er stor gensynsglæde hos Telma og hendes bekymrede mor, da de finder hinanden igen, og Telma synes nu, at Melvin er verdens sødeste hund. Så blev det alligevel en god dag. Sjov og genkendelig fortælling for både børn og voksne. Teksten er mundret og krydret med mange replikker. De lidt specielle, flotte og søde stregtegninger supplerer teksten fint og udtrykker klart Telmas humørskift og Melvins rare hundesind.

Bøger med andre børn, der har en dårlig dag, er fx Pattersons Min råbedag!, der også kan bruges af en yngre målgruppe.

Sød historie om en følelse, som både voksne og børn kender. Hvordan alting starter forkert, men alligevel ender helt godt.