Ariel Dorfman, f. 1943 og en af mange chilenske intellektuelle der måtte flygte efter Pinochets kup i Chile i 1973, reflekterer her knap 30 år efter over de ændrede tilstande, der i 1998 gjorde det næsten muligt at retsforfølge Pinochet. Den overraskende arrestation i London og det efterfølgende 17 mdr. lange juridiske spil og tovtrækkeri, der mundede ud i at det endnu en gang lykkedes Pinochet at sno sig fri, beskrives grundigt. Titlen kunne ligeså godt have været "Djævleuddrivelse", for det er et stykke moderne ekscorcisme, der er forfatterens egentlige ærinde. Hvordan får vi gjort op med bødlerne og med fortiden, smerterne og de evige traumer? Hvordan opnås forsoning og fred i alles hjerter? En af vejene i vore dages globaliserede samfund er domstolene, og andre har måttet sande at lovens arm undertiden kan være lang, jfr. Milosevic i Haag. Dorfmans betragtninger appellerer til sympati og enighed, men han er også realist med tilhørende forventninger afstemt efter Chiles politiske virkelighed af i dag. Dorfman levendegør tillige, næsten altfor godt, nogle af fortidens rædselsvækkende torturscener, bestemt ikke behagelige passager at komme igennem, men ellers en tankevækkende bog, der hvad tema og tid angår, rummer en aktualitet der rækker udover Pinochets Chile.