Amerikansk biografisk boksedrama om sværvægtsbokseren Chuck Wepner, der som totalt undertippet, i 1975 boksede mod verdensmesteren Muhammed Ali og senere blev inspirationen til Rocky-filmene.
Chuck Wepner lever et lykkeligt liv med sin kone og deres datter. Han ernærer sig ved at sælge spiritus, og har gang i en moderat succesfuld boksekarriere. Han har nemlig den force, at han er stort set umulig at slå ud. En dag får han mulighed for at bokse en kamp om verdensmesterskabet mod selveste Muhammed Ali. Det bliver starten på en succesfuld periode med et liv i sus og dus. Men succesen har en pris at betale og den er dyr.
Det er en god og vedkommende historie, om et kapitel i boksehistorien der nok ikke er så mange der kender, trods det, at stort set alle kender historien om den fiktive karakter Rocky. Der er top skuespillere i alle rollerne og de gør det godt. Historien er velfortalt med tilpas meget dybde til, at man kommer ind under huden på Chuck Wepner. Fokus er på hans privatliv, mere end på hans boksekarriere, og det betyder at målgruppen både er bokseinteresserede samt alle dem der holder af et godt drama.
Wepners liv var inspirationen for Sylvester Stallone da han skrev den første Rocky-film der som bekendt vandt en Oscar for bedste film i 1976 og er en film som en meget stor målgruppe kan relatere til og sammenkoblingen med Rocky vil sikre denne film en bred interesse.