"[Blakes] klagende og frostnistrede tenorstemme møder os i labyrintens rungende korridorer. Den tager os ved hånden og guider os ud i sindets yderste affolkede afkroge. Helt derud, hvor tid og sted ophører. Derude, hvor der er goldt, gråt og koldt, og hvor tristessen bliver en permanent, farveløs tilstand ... Mødet mellem det maskinelle og det trøstesløse forløses blændende på f. eks. den Bon Iver-gæstede »I Need A Forest Fire«, den futuristisk klingende ensomhedsbesyngelse »Radio Silence«, det Donna Hathaway-samplede desperationskvad »Love Me In Whatever Way«, de to mere R'n'B-influerede sange, »My Willing Heart« og »Always«, som Blake har skrevet sammen med sin tungsindsåndsfælle Frank Ocean, samt den længselsfulde »Modern Soul«. Moderne musikalsk sjælfuldhed, indeed. Men der er omvendt også en pæn håndfuld fyldnumre omkring albummets midtersektion, hvor Blake går i prætentiøse ringe om sig selv".
